E Thueninghus

E ThueninghusDet gamle bindingsværkshus på Smedebakken i Thorning udgjorde tilbage i 1970’erne rammerne for et lille museum – det samme museum, som i dag – efter at være blevet lagt sammen med Hinge og Kjellerup museer – udgør Museum Silkeborgs afdeling BLICHEREGNEN. Huset er opført i 1775, og så ombygget til aftægtsbolig ca. 1860 for den nærliggende Villumgård. Huset tjente som aftægtsbolig indtil 1924. Siden starten af 1990’erne har E Thueninghus dannet rammerne om en bred vifte af formidlingsaktiviteter.

Gruekedlens damp, støbejernskomfurets knitrende gløder og en snurrende Madam Blå, udendørs stenovn og huggehuset med sine tælleheste har holdt skolebørn i alle aldre flittigt i gang under deres besøg. Museum Silkeborg / Blicheregnens Museum tilbyder en række aktiviteter i det historiske værksted. Skoleklasser, pensionistgrupper, strikkedamer og familier på udflugt – hvem som helst – er velkomne til at plukke, som de har lyst. Oplevelsen man tager med der fra, er en oplevelse af oprindelighed, af møjsomhed og nøjsomhed.

Det hårde slid, som livet var for eksempelvis husmoderen, der skulle skure de tunge støbejernsgryder, holde ilden i gang og forsyne alkoven med tunge dyner, mærker vi i dag med det samme – i ømme skuldre og rygge.

Kilde: Museum Silkeborgs hjemmeside.

Alle fotos er taget af Erik Lyngsøe